Søg
Nyhed, Internationalt samarbejde

Ny International chef i Danske Handicaporganisationer

Mette Müller Kristensen står nu i spidsen for det internationale arbejde i DH.

Mette Müller Kristensen er fra 1. oktober ansat som International chef i Danske Handicaporganisationer (DH).

Hun kommer fra en stilling som international konsulent hos Socialdemokratiet.

”Jeg glæder mig til at give en vigtig sag endnu mere opmærksomhed: I mange udviklingslande har mere end 15 procent af befolkningen et handicap. Vores arbejde går ud på at skabe bedre rettigheder, lige vilkår og stærkere handicaporganisationer”, siger Mette Müller Kristensen

Danske Handicaporganisationer (DH) står selv bag en række projekter for mennesker med handicap over hele verden.

Derudover forvalter DH en handicappulje på 30 millioner kroner, som giver de danske handicaporganisationer muligheder for at lave projekter med partnerorganisationer i udviklingslandene.

Lars Midtiby, kommende direktør i DH, udtaler:

”Mette kommer med stor viden, skarp faglighed og politisk tæft. Jeg er derfor overbevist om, at Mette bliver en stor gevinst for Danske Handicaporganisationer”.

Mette Müller Kristensen har med sig en solid erfaring fra organisation- og udviklingsverdenen.

I flere år var hun ansat hos en anden paraplyorganisation og puljeforvalter, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Mette Müller Kristensen har været tæt på DH’s arbejde tidligere som medlem af DH’s bevillingsudvalg. Derudover har hun været medlem af bevillingsudvalget i CISU - Civilsamfund i Udvikling.

Mette Müller Kristensen var inden ansættelsen hos Socialdemokratiet ansvarlig for projektporteføljen hos Bestsellerfonden.

Siden 2008 har Mette Müller Kristensen været forkvinde for Oxfam IBIS. I forbindelse med generalforsamlingen i oktober måned, forlader hun dog denne post, for at give udviklingsindsatsen hos Danske Handicaporganisationer fuld opmærksomhed.

DH’s nye internationale chef er uddannet cand.mag i Afrikastudier fra Københavns Universitet i 2013.