Søg
Nyhed, Internationalt samarbejde

Spejdere bandt knobet for børn med udviklingshandicap i Ghana

I Spejderhjælpsugen blev tørklæderne bundet og arbejdshandskerne taget på for at sætte fokus på inklusion og fællesskaber for børn med handicap i både Danmark og ude i verden.

Fire små spejdere i uniform står smilende foran Rema1000 og sælger marmelade
Spejdere på vandretur i solnedgang
Fire spejdere i uniform er ved at binde rafter sammen

Birgit Christensen er midt i bollebagningen i køkkenet, mens hun fortæller, hvorfor hun og hendes små bævere fra KFUM-spejderne i Høruphav på Als er med i Spejderhjælpsugen:

”Vi deltager endnu en gang, fordi vi altid har sat Spejderhjælpen højt hos os. Det er vigtigt at være med til at gøre en forskel og hjælpe børn med handicap i Ghana, så de kan få et liv som alle andre.”

Dagen inden solgte de rub og stub af alle glas med hjemmelavet blommemarmelade fra deres boder foran de lokale supermarkeder.

Birgit Christensen og bæverne er blot en af de 100 spejdergrupper, der deltog i Spejderhjælpsugen i år.

I Jyllinge arrangerede spejderne fra Det Danske Spejderkorps en vandretur for spejdere og familie. Gregers BD Rasmussen, der er spejderleder og bestyrelsesmedlem i Jyllinge Gruppe, fortæller:

”Vi deltager, fordi det giver os muligheden for at udleve nogle af grundstenene i spejderbevægelsens DNA. At være hensynsfuld, en god kammerat, og at tage medansvar i familie og samfund. At hjælpe andre, som vi gør i Spejderhjælpsugen, gør at vi kan reflektere over disse punkter.”

Det skaber inklusion i spejdergruppen

Det er dog ikke kun den gode gerning og projektet i Ghana, der motiverer spejderne til at være med. I Charlottenlund deltog både store og små spejdere ved at udføre småopgaver derhjemme.

Det forklarer Maria Tabor Hall, der er gruppe- og minileder for Charlottenlundspejderne:

”Vi deltager også, fordi vi selv har mange børn og unge med handicap og forskellige diagnoser i gruppen. Spejderhjælpsugen og det særlige fokus på handicap og inklusion har givet anledning til rigtig gode snakke om være anderledes. At handicap både kan være synlige og usynlige, og at der under alle omstændigheder skal være plads til forskelle.”

Selvom gruppen først og fremmest deltager i Spejderhjælpsugen, fordi de gerne vil gøre en god gerning og hjælpe andre, er Maria Tabor Hall også glad for, at det kan bidrage til at skabe mere inklusion i deres egen gruppe. Hun oplever, at deltagelsen er med til at skabe en åbenhed omkring det at have et handicap.

Glæde over opbakningen

I Spejderhjælpen er man begejstret for spejdernes opbakning og deltagelse landet over.

”Vi er sat i verden for at forbedre forholdene for børn og unge, der af forskellige årsager er udsatte i deres samfund. Derfor er vi enormt taknemmelige for, at spejderne engagerer sig i et formål, der rækker ud over dem selv,” fortæller Marianne Karstensen, der er formand for Spejderhjælpen.

Netop hos spejderne er det langt fra fremmed at arbejde for mere inklusion og forpligtende fællesskaber.

Det talte Kristeligt Dagblad med Hanne Friis Kaas fra Spejderhjælpens bestyrelse om. Hele den artikel kan læses her: 

Bestyrelsesmedlem i Spejderhjælpen: Her er der "venskabsgaranti"

 

Om Spejderhjælpsugen
  • 100 spejdergrupper fra hele landet og på tværs af spejderkorps deltog i Spejderhjælpsugen.
  • Formålet var at tjene penge ind til projektet ’Alle børn fortjener en ven’ til fordel for børn med udviklingshandicap i Ghana.
  • Det var tredje og sidste gang, at indtjeningen fra den årlige Spejderhjælpsuge gik til projektet i Ghana, som Lev og Danske Handicaporganisationer står bag.
  • 250.000 kr. blev tjent ind til projektet.