Søg
Mand sidder i kørestol på en trappe

Få tilgængelighed med i de kommunale lokalplaner

Lokalplaner er afgørende for udformningen af vores lokalsamfund og har stor indflydelse på tilgængeligheden for mennesker med handicap. Det er lovpligtigt for kommunerne at udarbejde lokalplaner for kommunens områder. Derfor opfordrer vi jer til at engagere jer politisk i arbejdet for at sikre tilgængelighed i kommunens lokalplaner.

Hvad kan I gøre?

I kan spille en vigtig rolle i at påvirke kommunens lokalplaner og forsøge at få jeres kommune til at forholde sig til tilgængelighed og mennesker med handicap i deres lokalplaner.

Konkrete tiltag I kan arbejde med
  • Skab dialog med kommunalpolitikere og embedsmænd for at sætte fokus på betydningen af tilgængelighed i lokalplanlægningen. Argumenter for vigtigheden af at indrette byområder efter principperne og målsætningerne i universelt design.
  • Følg med i kommunens høringer om nye lokalplaner og indsend høringssvar, hvor I fremhæver behovet for tilgængelighed og konkrete forslag til forbedringer.
  • Identificér områder i lokalsamfundet, hvor tilgængeligheden er mangelfuld, og synliggør udfordringerne.
  • Styrk jeres indflydelse ved at samarbejde med lokale interesseorganisationer, foreninger og mennesker med handicap. Det kan fx være Ældre Sagen i din kommune eller den lokale handelsstandsforening/Cityforening. Sammen kan I skabe større opmærksomhed omkring tilgængelighed.